Gruppen er et åbent, fagligt forum indenfor misbrugspsykologi med henblik på erfaringsudveksling, inspiration og gensidig støtte i forbindelse med det daglige psykologarbejde.
Formålet med gruppen er at give mulighed for at se kritisk på tidens nye tendenser indenfor misbrugsbehandling.
Focus er primært den erfarings- og relationsbaserede klinisk psykologiske praksis.
Vi har f.eks. beskæftiget os med :
- Orientering bredt indenfor misbrugsbehandling (Alkohol/Stof).
- Udveksling af arbejdserfaringer som kliniske psykologer, herunder metoder og tilgange i behandlingen. F.eks relationelle tilgange: psykodynamiske/systemiske/narrative. Foruden kognitive terapeutiske metoder.
- Gensidig kollegial sparring.
- At snakke ”psykologsk” om relevante klinisk psykologiske emner . F.eks. ”Non specifikke faktorer i psykoterapi”; ”Appreciative Inquiry”; ”Narrativer og misbrugeres livshistoriefortællinger”; ”Motivational Interviewing” MI; ”Spontan remission”.
Formen er dialogisk, med lejlighedsvise korte erfaringsbaserede oplæg på skift, og på deltagernes eget initiativ.
Eksempler på temaer, der er blevet eller kan tages op:
- Stadig mere omfattende krav om dokumentation og effektivisering
- Topstyring af behandlingstilbud
- Managementtænkning
- Jagt på “den sande metode”
- Medikalisering af psykosociale problemer - under psykiatri og biologiske og genetiske teorier
- Manualiseret korttidsterapi som det eneste saliggørende
- Alt forsøges set udfra en lønsomhedsbetragtning
- Det der er svært at måle og veje i behandling nedtones og underkendes
- Ansættelsen bliver mere og mere usikker.
Hvad betyder alt dette for behandlingstilbudene?
Hvad bliver der af det faglige perspektiv?
Hvor står medmenneskeligheden?
Hvad med ansvaret for de socialt udsatte?
Hvad betyder den stigende overvågning og kontrol af behandlerne for deres praksis?
Hvad skal psykologer fokusere på?
Hvordan skal vi være med til at rejse socialpolitiske spørgsmål? Hvis vi skal?
Hvordan skal vi skabe mulighed for at gøre noget for udsatte grupper?
Hvordan skal vi udvikle og sikre, at der er behandlingstilbud, som er andet og mere end det “minimale effektive”?
Hvordan fastholder vi en god praksis sammen med det enkelte menneske - eller med familier, grupper af mennesker eller lokalsamfund?
Tier vi stille for at sikre os selv?